Kære cykelvenner i KBC

Her er så lidt nyt om de kommende aktiviteter i din cykelklub.

Træningstider justeres fra på tirsdag, hvor der også er klubaften

Da det bliver tidligere og tidligere mørkt ændres træningstiderne både tirsdag og torsdag til Kl. 17.30 fra tirsdag den 3. september.

Klubaften den 3. september køres der social ride, der planlægges en Bakketur og en flad rute. Vi slutter af ved klubben kl. 19.30, hvor vi hygger med gode jokes og vilde cykelhistorier. Klubben er vært ved en sodavand eller øl.

Vi griller søndag den 15. september

Søndag den 15. september inviteres alle fire landevejshold og gravel hold til efterårshygge med grill og sodavand/øl i gården kl 12.00. Grillen bliver startet og hvert hold griller selv sine pølser og brød. Helt uformelt vil vi gerne sidde holdvis og evaluere sæsonen og vi vil rigtig gerne modtage nye ideer til sæson 2025. Alle tilbagemeldinger fra jer ryttere vil Masteren tage med videre til Masteraften den 10. oktober kl 18.00. Sæt stort kryds i kalenderen den 15. september, landevejsudvalget glæder sig til at jer.

Søgning til Eliteudviklingspuljen

BU og eliteryttere kan nu søge tilskud for 2025 sæsonen. Sidste frist for ansøgning er 15. oktober og du kan læse mere om kriterierne og hvordan du søger her:  Eliteudviklingspuljen

Fødselsdagsfest og grill i Onsdagsklubben

Medlemmer af Onsdagsklubben inviteres til at fejre årets runde fødselarer onsdag den 9. oktober. Der vil være en egenbetaling på 105,- kr og deltagelse kræver tilmelding. Du skal tilmelde dig her: Fødselsdagsfest

Onsdag den 28 blev der serveret grillpølser, efter cykelturen. Vi var ca. 30 personer. Efter et kraftigt regnvejr ved 11.15 tiden, klarede det op så vi fik spist i nogenlunde tørvejr. Med solen kom også det gode  humør. Så det blev et fint arrangement.

Stor medlemstilgang

Vi har oplevet det usædvanlige at få 20 nye medlemmer i mange aldersklasser, her i sommermånederne - det har vi ikke prøvet før og nu er vi 306 medlemmer i KBC. Så mange har vi heller ikke været før - det er takket være den gode stemning, som alle bidrager til vi har i klubben og det arbejde der ydes fra mange, for at få det til at være en god oplevelse. I dag er der 44 medlemmer i BU afdelingen i alderen fra 10 til 18 år - også her ydes der en stor indsats af trænere og forældre. Vi er 38 kvinder, vi er 60 veteraner i Onsdagsklubben og vi er oppe på at have 44 licensryttere, spredt over mange klasser - det er vildt.

Gravel i efteråret

Der har fra foråret 2024 været et officielt trænings tilbud til de stadig flere af jer, som ikke kun kan li' at cykle på landevejen, men også nyder at komme ud på de mange fine stier og grusveje som vi har i vores lokalområde. Henrik Lund og Janus Jørgensen har været master for gravelture på hverdage og i weekender og der har generelt været et flot fremmøde på turene med deltagere fra de fleste hold. Der er blevet kørt mange virkelig gode ture og vi er efterhånden ved at få et rigtig godt rute kendskab - særligt i områderne syd og vest for Kolding.

Vi vil i anden halvdel af sæsonen fastholde at der hver måned køres én tirsdags- eller torsdags tur samt én lørdags tur. Henrik og Janus er forsat guider på disse "social rides".

Forventningen er at tilslutningen bliver så stor at vi på sigt kan niveau dele gravelturene lidt efter hvor langt og hurtigt man ønsker at køre. I det lys ser vi rigtig gerne at flere har lyst til at være master for gravel folket. Kontakt Henrik eller Janus - de kan hjælpe med både råd og ruter (beskrivelser og fil-deling).

Weekendturen for landevej den 20/9 - 22/9 aflyses

Weekendturen fra den 20/9 - 22/9 aflyses på grund af for få tilmeldte. Mange var interesseret men kunne desværre ikke denne weekend. Landevejsudvalget evaluerer forberedelse og planlægning og vender måske tilbage næste år med et lignede arrangement.

Jyskfynske mesterskaber

Ved Jyskfynskmesterskab i Give lørdag d. 24/8 deltog i U17 klassen;  Asger Stenstrup Madsen som blev nr. 2, Magnus Hougaard Madsen nr. 4, Malde Nygaard Christensen nr. 13 og Anton Paaske Frederiksen nr. 20.

1.ste pladsen gik til en sjællænder som jo (ærgerligt nok for ham) ikke kunne kåres som jyskfynskmester, så den guldmedalje gik til løbets nr. 2 Andreas der dermed blev kåret som jyskfynskmester 2024 og Magnus Hougaard Madsen løb med bronzemedaljen. 

I D-klassen: Magnus Stockmarr nr. 7

DM B&U 

I skrivende stund (lørdag d. 31/8) har Andreas Stenstrup Madsen, Anton Paaske Frederiksen, Magnus Hougaard Madsen kørt enkeltstart ved DM B&U i Hillerød og søndag d.1/9 gælder det linjeløb.

B&U klubmesterskab.

Søndag d. 6. oktober afholder vi klubmesterskab som afsluttes kl. 13.00 med Pizza som klubben giver. Der kommer detaljeret information ud på FB med alle praktiske oplysninger snarest.

KBC/BGI BIKE CAMP

D. 13-14-15. oktober (uge 42) skal vi igen afsted på 3 dages træningslejr på BGI Akademiet i Hornsyld. Link med informationer og tilmelding lægges på vores FB-side mandag d. 2/9.

Vi har brug for flere voksne der har lyst til at tage med som hjælpetrænere. Giv besked til Vibeke på tlf.: 30692534, hvis du har mulighed for at hjælpe os.

BU Vintersæson

Aktivitetskalender for vintersæsonen kommer ud til alle B&U medlemmer 


De bedste hilsner

Bestyrelsen




Seneste nyt

Kommende events

Kolding Bicycle Club

Bramdrupskovvej 40

6000

Kolding

Tlf. 30202851