Kære cykelvenner i KBC
Håber I har haft en dejlig juli, med cykeltræning om formiddagen, inden eftermiddagen blev tilbragt på sofaen med TdF på TV'et 😊
August måned er perfekt til både landevejs- og gravelture, hvor du kan få brændt kalorier af med dine klubkammerater og nyde vores smukke natur. Uanset om du er i topform eller ikke har været med et stykke tid, så puds rammen af og kom med igen. Der står en master parat i klubben til at guide dig i gang. Følg vores Facebook side hvor turene slås op. Vi mødes tirsdag og torsdag kl.18.00 og søndag kl 9.00.
Der er på det seneste kommet en del nye medlemmer i vores cykelklub og vi er nu oppe på 308 medlemmer. Det er dejligt, men det stiller også krav til at vi tager godt imod de nye. Når der kommer nye, så hjælp dem ind i vores klub. Snak med dem, så de føler sig velkommen og får lyst til at blive her.
🍦Klubaften ved Binderup Strand tirsdag den 5.august.
På tirsdag skal Kassereren have muldvarpen op😉
Vi starter fra klubben kl.18.00 og alle hold kører den samme rute til Binderup Strand, hvor klubben er vært ved en isvaffel. Vi har bestilt medvind og solskin. Det vil være fedt hvis alle har deres klubtrøje på, så vil det lette udlevering af is. Vi tager et godt klubfoto på stranden, vi kommer alle til at se skarpe og blændende godt ud. Efter vi har spist is, går turen tilbage til klubben via Sønder Stenderup. Masteren beslutter hvor lang turen skal være.
🏆Klubmesterskab lørdag den 16.august kl 9.00 med fælleskab, hygge og konkurrence for alle medlemmer.
Vi runder dagen af med grillarrangement. Så sæt ❌ i kalenderen og tryk deltager. Du kan se programmet for dagen under Begivenheder på Facebook. Tilmelding er senest den 9.august.
Vi har brug for 5-6 hjælpere på dagen til at hjælpe til - enten på landevejen til afvikling af mesterskabet eller i klubben til at dække bord og passe grillen. Er du frisk og er det noget for dig så kontakt Jesper Møller-Iversen eller Lone Bonde Nielsen, gerne via Messenger. Vi håber på at se rigtig mange KBC glade cykelryttere fra alle hold.
Klager over cykeltøj
Efter de klager der har været over tøjet på Facebook, mødes Niels og Johnny med Konggaard i starten af august. Vi vender tilbage efter mødet med hvad vi gør med kvaliteten fremover. Men har du en aktuel reklamation, så skal du reklamere direkte til Konggaard. Du kan bruge følgende link: https://konggaard.dk/reklamation/
Masteraften onsdag den 8.oktober kl.18.00
Bestyrelsen indbyder sæsonens mastere til sæsonevaluering 2025 og en god middag i klubben. Vi vil gerne have tilbagemeldinger og gode ideer til næste sæson. Har du input så tag en snak med din master under de kommende cykelture, før, under eller efter. Du er også velkommen til at skrive via Messenger til Lone Bonde Nielsen.
KBC Børn & Unge
I skrivende stund er Felderløbet i Christiansfeld i gang og Campione Holstebro Tours køres frem til søndag d. 3/8, hvor vi har tre ungdomsryttere med.
- Tirsdag d. 5/8 starter vi op med træning igen kl. 17.00-19.00 som vanligt mødes vi på parkeringspladsen ved klubhuset. I glæder os til at se jer alle igen.
- Søndag d. 10/8 afholdes Vejleløbet #3 afdeling af U19 Bording Cup Junior Herre.
- Lørdag d. 16/8 afholder vi klubmesterskab for alle medlemmer i KBC kl. 9.00 og det kan i læse meget mere om på Facebook siden.
- Søndag d. 17/8 inviterer Hedensted cykelklub til Hedenstedløbet 2025- Gadeløb for børneklasser i Løsning- et DCU godkendt gadeløb for licensbørn i aldersklasserne U11 til/med U17. Løbet afvikles på en lukket og sikker rundstrækning i industriområdet i Løsning med masser af plads, høj fart og cykelglæde. Tilmelding foregår vis Sporttiming.
- Fællesspisning holder vi torsdag d. 21/8 kl. 18.30 lige efter træningen, hvor Signe og Tove laver mad til os.
- Lørdag 30/8 og søndag d. 31/8 er der DM B&U for U11-U17 & U 23 i Haderslev.
De bedset sommerhilsner
Bestyrelsen