Kære KBCere
 
Hvor har det været dejligt at se holdene starte op igen, og sikke et stort fremmøde.
 
Det er tydeligt, at der er blevet smugtrænet under nedlukningen, så vi skal lige sammen passe på hastighederne i de forskellige grupper. Det vil være så ærgerligt og imod vores klubånd, hvis vi "skubber" nogle cykelvenner ud af klubben, fordi nogle på deres hold kører for hurtigt.
 
Vi har et fælles ansvar for at holdene hænger sammen og holder sig inden for de snithastigheder som vi har meldt ud på hjemmesiden. Så får alle en god oplevelse
 
Hold 1: 30-35 km/t
Hold 2a: 30-33 km/t
Hold 2b: 28-32 km/t
Hold 3: 28-30 km/t
Hold 3C: 25-28 km/t
 
Poul Erik Bech løbet
Vi har fortsat ikke endeligt tilkendegivelse fra DCU mht. afholdelse af Poul Erik Bech løbet søndag den 6. september - men vi tror fortsat på at det bliver! Behold derfor Jeres kryds i kalenderen enten lørdag den 5. sept. kl. 17-20 (opstilling) eller søndag den 6. sept. kl. 8-13 eller 13-18 (afvikling og oprydning). Vi har som altid brug for mange hænder til dette store klubarrangement og det er en god anledning til at mødes på tværs af vores mange hold.
 
Endelig opgavefordeling kommer hurtigst efter grønt lys fra DCU.
 
Mastere i sommerferien
Masterne er ikke forpligtet i juli måned, men flere har tilkendegivet, at de gerne indimellem vil lægge træning op på vores faste dage! Fra bestyrelsen opfordrer vi til at medlemmerne skriver/checker Facebook og tager et medansvar for gode og sikre træninger i sommerperioden.
 
KBC Klubmesterskab
2. afdeling af klubmesterskab (bjergspurt ved Højen) afvikles torsdag den 6. aug. 3. og 4. afdeling planlægges hhv. torsdag den 3. september (criterium) og torsdag den 1. oktober (sprint).
 
Resultater fra Klubmesterskab 2020 - 1. afdeling. Dennis lagde sig i spidsen forfulgt af endnu en ung gut (Joshua) og en lidt ældre gut (Claus). Tillykke til de 3 podieryttere!

Børn og Unge
Siden vi fik lov, træner B&U igen hver tirsdag og torsdag med Lars Johnsen og Peter Myrvig som de faste trænere. Det er dejligt at se, at nye såvel som nogle af de gamle stadig har lyst til at cykle med.
 
Sommeren er over os, og vi holder sommerferie i juli måned. I den periode opfordrer vi alle, der har tid og mulighed for træne til at aftale træning sammen. Du er sikkert ikke den eneste, der har lyst til at komme ud på cyklen.
 
Peter Solgaard er en del af holdet bag B&U, og du har måske allerede mødt ham. Han vil sammen med trænerne arbejde på at gøre det endnu sjovere at træne i KBC. Vi ses til en god opstart igen til august.
 
Klubsamling med grill lørdag den 1. august
Lørdag den 1. august 2020 har vi tænkt på at lave et socialt arrangement i klubben. Tak til Kim Fuglsang og Morten Freitag, som har taget denne stafet
 
Der påtænkes en cykeltur klokken 09.00 og så maks. 3 timer i vores respektive grupper. Grillen vil blive starte op klokken 12.00 med pølser og brød på. Der vil være øl og vand til at skylle dette ned med. Er du forhindret i at cykle er du velkommen til at deltage i arrangementet alligevel.
 
Skulle vi løbe ind i regn og rusk, så vil arrangementet blive flyttet.
Af hensyn til indkøb, så er der tilmelding via dette link på hjemmesiden. Grilldag
 
Kvalitet cykeltøj
Vi har hørt fra et par enkelte medlemmer, at kvaliteten på det tøj vi har fået i den sidste levering, ikke er helt samme standard som vanligt. Der er nævnt for dårlige eller skæve syninger. Hvis nogen af jer har oplevet dette, eller andre ting hvor I synes at kvaliteten ikke er ok, må I meget gerne sende et billede og en beskrivelse af klagen til Niels på niels.tange@hotmail.com, så sender han det videre til Italic Sport.
 
Og det skal ikke være klager på tøj der er for stort eller småt. Det kan vi desværre ikke gøre noget ved
 
I ønskes alle en god sommerferie
Bestyrelsen

Seneste nyt

Kommende events

Kolding Bicycle Club

Bramdrupskovvej 40

6000

Kolding

Tlf. 30202851